Historien bag THIN BLUE LINE DENMARK
Thin Blue Line Denmarks historie begyndte i 2016 med en indsamling til pårørende til de to politibetjente, der kom til skade i en skudepisode på Christiania. Indsamlingen overgik alle forventninger og fik initiativtagerne til at turde drømme større. Sætte barren højere. I dag er vi landets største hjælpeorganisation for tilskadekomne politibetjente og deres pårørende.
“Thin Blue Line” er et begreb, som anvendes verden over. Der findes ikke en verdensomspændende organisation bag Thin Blue Line, men verden over har lande fortolket og udmøntet begrebet forskelligt. I langt de fleste lande har politifolk startet en webshop, hvorfra de sælger ”Thin Blue Line” merchandise dedikeret til det konkrete land. I andre lande fungerer Thin Blue Line udelukkende som en platform på de sociale medier, hvor politifolk forsøger at skabe forståelse og dialog med befolkningen .
Din støtte gør en forskel
Vores primære formål er at støtte tidligere og nuværende politibetjente med fysiske og/eller psykiske skader i Danmark, Grønland og på Færøerne samt deres familier. Vi har et særligt fokus på betjente, der oplever psykiske belastningsreaktioner som PTSD, da dette er et område, hvor vi oplever et særligt stort behov. Gennem projekter og aktiviteter skaber vi netværk mellem tilskadekomne og deres pårørende på tværs af landet. Samtidig tilbyder vi professionelle forløb, der styrker den enkeltes potentiale og forbedrer deres livssituation. Ved at kombinere fællesskab og individuelle løsninger arbejder vi målrettet på at skabe en positiv forskel for dem, der har været særligt udsatte i deres tjeneste.
Er man kommet til skade i forbindelse med sin tjeneste, er det essentielt, at man føler sig værdsat for sin indsats. En anden vigtig opgave for Thin Blue Line Denmark er derfor at fremme anerkendelsen blandt befolkningen. Gennem øget oplysning samt dialog med politikere og offentlige institutioner arbejder vi for at sikre, at de tilskadekomne bliver anerkendt og værdsat. Det vil ikke kun forbedre deres trivsel, men også styrke forståelsen og respekten for politiets arbejde i samfundet som helhed.
Thin Blue Line Denmark blev dannet af frivillige kræfter, og selvom vi fra 2021 er blevet tildelt økonomisk støtte fra staten, og puljen af faste bidragsydere vokser hver dag, eksisterer vi primært med hjælp fra de frivillige kræfter, som har bygget det fundament, vi står på. Vores frivillige er aktive i hele landet og bidrager både nationalt og lokalt gennem vores fem lokalafdelinger. De arbejder utrætteligt for at støtte tilskadekomne politiansatte og deres familier, men vi ønsker at udvide vores rækkevidde og forbedre vores tilbud. Derfor stræber vi altid efter at hjælpe endnu flere med endnu mere.
//Sammen står vi stærkere//